Avijaja anbefaler

Avijaja anbefaler

-tre fantastiske og tankevækkende læseoplevelser.

Avijaja med 'Havtilstand'

'Havtilstand' af Tabitha Lasley

”Jeg vil gerne finde ud af, hvordan mænd er uden kvinder i nærheden.” 

Den kvindelige journalist T.L bosætter sig et halvt år i Aberdeen for at undersøge boreplatformsarbejdernes liv og tanker. Romanen giver et sjældent indblik i en barsk og ikke ufarlig verden, man ikke hører så meget om; en fordomsfri udforskning af maskulinitet og klasse.

’Havtilstand’ er som roman umulig at kategorisere. Den er både en kærlighedshistorie og en journalistisk undersøgelse, men den er svært underholdende og rasende godt skrevet og kan kun anbefales varmt. 

 

'Paradais' af Fernanda Melchor

Denne mexicanske knaldperle udspiller sig i et samfund gennemsyret af vold, fattigdom og ulighed – ”Paradais” er navnet på et gated community i Mexico hvor hovedpersonen, teenageren Polo, arbejder. Romanen er en art ”litterær kriminalroman”.

Hvordan ser en forbrydelse ud set fra forbryderens synsvinkel? Og kan en forbrydelse legitimeres af f.eks fattigdom og ydmygelser? Virkelig læseværdig, en rigtig feel-bad roman hvor der ikke er nogen vindere og ikke nogen fremtid. 

 

'Samling' af Natasha Brown

En velskrevet øjenåbner. ’Samling’ er en roman om en ung, sort kvindes tilværelse i et post-Brexit England, der er blind for både egen racisme, sexisme og klasseskel. Fortælleren er en på overfladen succesfuld finanskvinde, som altid har gjort alt det rigtige, men hun er også dødtræt af at kæmpe hver dag og træt af at være ”civiliseret selv i fjendtlige omgivelser”.

En roman om race, identitet og privilegier, men også om sårbarhed. En velskrevet øjenåbner – kæmpe anbefaling