"Hej mor, min telefon er gået i stykker, gem mit nye nummer"
Svindlere kan udgive sig for at være en person, du kender godt, og påstå, at de skal have akut hjælp og har brug for penge med det samme.
Af Jette Olsson
Mange svindlere udnytter vores tillid til familie og venner ved at udgive sig for at være en nær relation, der er i en nødsituation eller har brug for akut hjælp – typisk i form af penge. Metoden kendes som "bekendt i knibe"-svindel, og svindelbeskederne er ofte skrevet i en familiær tone, så afsenderen lyder som én, vi kender og stoler på. Ingen røde lamper blinker, og netop derfor er svindeltypen svær at gennemskue for mange. Tonen får os til at reagere hurtigt uden at stille spørgsmål.
Svindlere bruger ofte ”Hej mor/Hej far"-beskeder, hvor de udgiver sig for at være dit barn med et nyt nummer. De påstår, at deres telefon er i stykker, og beder om penge til fx. en akut regning..
De kan også udgive sig for at være en ven via sociale medier som Snapchat eller Messenger, efter at have hacket deres konto. Her beder de om penge til en akut regning, ofte via MobilePay, med løfte om hurtig tilbagebetaling.
Gode råd til at undgå ’bekendt i knibe’-svindel
- Ring altid til personen, før du overfører penge - eller mød dem fysisk
- Stil et spørgsmål, der kan kontrollere, at du har fat i den rigtige person
Har du været udsat for svindel?
Ring 33 37 00 37
Ring til Cyberhotline for digital svindel på 33 37 00 37, hvis du allerede har overført penge, eller du er i tvivl om, hvordan du beskytter dig bedst. Husk også at anmelde svindlen til politiet - dette kan hotlinen også hjælpe dig med.