Syng Sammen Søndag – med Tobias og Peter

""
Kom og vær med til en fornøjelig eftermiddag, hvor en professionel sanger og pianist leder os igennem en række af de dejlige sange fra Højskolesangbogens 19. udgave.
Tid
15:00 - 17:00
Pris
Hent billet: Gratis
Adresse

Gæsted Stationsvej 10A
3230 Græsted
Danmark

Vi kommer til at synge både årstidens favoritter, "de gode gamle" og nogle af de dejlige nye sange, der er kommet med i den seneste udgave af Højskolesangbogen. 

Dagens arrangement ledes af Tobias Fensløv (sanger) og Peter Simonsen (pianist). De introducerer sangene og fortæller undervejs lidt om komponisterne og tekstforfatterne. Sammen varmer vi stemmerne op, inden vi i fællesskab synger, lader humøret stige og sangglæden rulle. Alle kan være med uanset niveau. 

Der vil være en kaffe/tepause undervejs.

Tobias Fensløv: 
Professionel sanger, foredragsholder og performance-coach.
Tobias elsker fællessang! Han mener oprigtigt, at vi danskere burde synge meget mere sammen - for "vi bliver så glade af det", som han siger. Uddannet fra Det Alternative Rytmiske Konservatorium med bas og sang som instrumenter, har han efterfølgende videreuddannet sig i klassisk sang og sunget sig ind som assistent på Operaen på det Kgl. Teater. Han arbejder som solist i mange genrer - lige fra rytmisk musik over populærmusik til opera/operette og den danske sangskat. Tobias er også medlem af den professionelle barbershop-kvartet CPH FOUR samt laver teambuilding og performance-coaching for formidlere og talere.

Peter Simonsen:
Pianist, organist, ensembleleder og komponist
Peter er en meget erfaren pianist, korleder og akkompagnatør til fællessang. Han har både en rytmisk- og en klassisk uddannelse og spiller hjemmevant op uanset stilarten. Peter er uddannet rytmisk pianist fra Syddansk Musikkonservatorium og i klassisk kirkemusik og direktion fra Det kongelige danske Musikkonservatorium. Peter komponerer og udgiver også sin egen musik og er organist og korleder i Hyltebjerg Kirke. Peter er netop nu aktuel med sit seneste album “Light”.
 

Arrangør: BLIKs Venner