Skrevet af en kendt
Du kender dem fra underholdningsbranchen, sociale medier og politik, og nu vil de gerne dele lidt mere om sig selv og deres historie.
Af Amanda Martinsen
I 2024 blev der udgivet mange bøger af kendte personer, som ville fortælle deres side af historien, sætte fokus på en særlig sag, åbne op om familiehemmeligheder, dele tanker om sundhed eller tage fat på andre store eller små emner.
Flere af kendis-bøgerne har skabt overskrifter i de store dagblade. Særligt kan man ikke undgå at lægge mærke til Kathrine Diez' bog I egen barm. Mere tankevækkende er dog influencer Line Hoffmeyers bog Så længe dit hjerte slår, hvor hun fortæller om sit eget sygdomsforløb – før, under og efter sin hjertetransplantation. En personlig fortælling, der balancerer det alvorlige med det sjove og griber læseren om hjertet.
Derudover har Hella Joof skrevet endnu en bog med betragtninger, regler og livsklogskaber. Flere politikere og tidligere erhvervsledere har også følt et behov for at sætte ord på skandaler, uenigheder, håb og muligheder.
Trenden med kendte, der også vil skrive forfatter på CV’et, ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. I starten af januar 2025 udkom Klarlund og Kandis på kur – forever skrevet af læge og professor Bente Klarlund Pedersen og Kandis-forsanger Johnny Hansen. I februar udkommer den kombinerede kogebog og kærlighedsfortælling Brændende kærlighed skrevet af influencer-parret Tobias Hamann og Patricia Thyberg, og til marts udkommer Janni Ree med sin bog Evig Diva.
NYSGERRIG? Lån bøgerne på biblioteket og stik næsen i de kendtes fortællinger.