Og de nominerede er...

Hvem kan vinde Weekendavisens Litteraturpris 2024 og Politikens Litteraturpris 2024

Af Amanda Martinsen

""
Amanda og Malou fra biblioteket

Et år er slut, og det betyder traditionen tro, at forskellige dagblade, anmeldere og medier kigger tilbage på de bedste læseoplevelser fra det forgangne år. Vi starter med Weekendavisens Litteraturpris og Politikens Litteraturpris. 

 

Weekendavisens Litteraturpris gør bogen til hovedperson igen

Weekendavisens Litteraturpris er blevet uddelt siden 1980, og tidligere prismodtagere tæller blandt andre: Suzanne Brøgger (første prismodtager, 1980), Jens Smærup Sørensen (2007), Kim Leine (2012), Naja Marie Aidt (2017), og sidste års prismodtager var Mathilde Walter Clark (2023). 

I december 2024 ”udråbte”, som de selv skriver, Weekendavisen de bedste danske bøger fra 2024, og det er en liste, der: “gør mig lykkelig på bogens vegne og forhåbentlig kan minde os alle om, hvor storslået, ambitiøs og overrumplende litteratur der skrives på vores sprog” skriver David Jacobsen Turner, redaktør for Bøger, i printsektionen Bøger den 6. december 2024.

Under titlen ‘Weekendavisens Litteraturpris gør bogen til hovedperson igen’ finder du blandt de nominerede bøger en bog om danske dagssommerfugle, en hårdtslående digtsamling, en forfatters portræt af en anden forfatter og meget andet. 

 

Per Boye og Jeppe Nevers 'Vejen til velstand' og Jens Albinus 'Den kærlighed du har vist mig' er begge nomineret, men indgår ikke i vores materialesamling og kan derfor ikke reserveres direkte her på siden. Reserver bøgerne på bibliotek.dk og afhent dem på dit lokale bibliotek som du plejer (vær opmærksom på lang ventetid).

 

Politikens Litteraturpris – nu med fire kategorier

“Litteraturen er en frodig have at gå på opdagelse i. Et sted, hvor mange stemmer taler” skriver Jes Stein Pedersens, litteraturredaktør ved Politiken, i tillægget Bøger fra lørdag d. 4. januar 2025. 

Politiken har i år fokus på de mange stemmer og har valgt at opdele Politikens Litteraturpris i fire kategorier, hvor hver kategori rummer tre nominerede værker. Et værk fra hver kategori vil vinde og blive belønnet med 50.000 kroner. 

Politikens Litteraturpris er blevet uddelt siden 2012, og tidligere prismodtagere inkluderer: Glenn Bech, Morten Pape, Olga Ravn og Mathilde Walter Clark, der modtog Politikens Litteraturpris 2023 for sin bog ‘Det blinde øje’. 

De fire kategorier er: ‘Der er et yndigt land’, ‘Den fælles samtale’, ’Det inderste rum’ og ‘Det bedste til de yngste’.