Anne anbefaler

Tre hjertegribende og medrivende romaner.

Af Amanda Martinsen

Anne viser bog frem
Anne fra Gribskov Biblioteker

’Vindens port’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky - Storslået og medrivende historisk roman

’Vindens port’ tager læseren med til Andalusien i begyndelsen af 1300-tallet. Romanen fortæller historien om befolkningen i og omkring den berømte fæstning Al-Qulat, som endnu tilhørte den muslimske befolkning, men befandt sig i grænselandet mellem muslimsk og kristent territorium.

I centrum af fortællingen står fæstningens sidste muslimske borgherre, Ibrahim Banu Said. Romanen bevæger sig stille og roligt frem og tilbage i tid, mens den dvæler ved Ibrahims udvikling og især hans tanker og tvivl. 

’Vindens port’ er en sansemættet beskrivelse af madmarkeder, velduftende krydderier, dampende varme badeanstalter og lumre stalde, der runger af hestevrinsk. Samtidigt er det en sympatiske beskrivelse af et samfund, hvor forskellige kulturer og trosretninger kan bo og leve side om side. Det er en forførende og betagende fortælling om et imponerende bygningsværk og en mands forsøg på at holde sammen på det hele; følelserne, kulturernes sameksistens og medmenneskeligheden.  

 

’Ærlighedsprojektet’ af Clare Pooley - En sjov, ærlig og rørende roman

En notesbog efterlades på et cafébord. Det er den ældre kunstner Julian, der efterlader ’Ærlighedsprojektet’, som han kalder notesbogen, på sin stamcafé. Bogen bliver fundet af caféens ejer, som skriver sin livshistorie ind på de blanke sider i notesbogen, hvorefter hun lader bogen gå videre til de næste hænder og den næste historie. Notesbog fyldes hurtigt med hudløst ærlige beretninger fra seks, for hinanden fremmede mennesker, og ligesom historierne samles på siderne, samles ’deltagerne’ i ærlighedsprojektet, og venskaber og kærlighed opstår. 

Pooley har skabt et finurligt og sødt persongalleri og en skøn læseoplevelse. 

 

“Betonhjerter” af Sara Rahmeh - En medrivende og hjertevarm roman

Handlingen udspiller sig i en såkaldt betonghetto nær København, hvor hovedpersonen, Yasmin, bor på Blokken. Mellem Bazaaren, legepladsen, vandpibecafeen og vægge af beton udfolder der sig en verden af menneskeskæbner, poesi og historier, der venter på at blive fortalt. Gennem Yasmins øjne får vi som læser et indblik i et underrepræsenteret miljø i litteraturen. 

Sara Rahmeh er selv vokset op på Vestegnen, og hendes indgående kendskab til de mange krøllede karakterer og stereotyper, som man kan møde imellem betonblokkene, fornægter sig ikke i hendes charmerende og underholdende roman. Rahmeh formår at skabe et pulserende og mangfoldigt univers, hvor humor og dybde går hånd i hånd.