Vild med have - dyrk, spis og nyd

Inspiration til den vilde have, den spiselige have, den farverige have, eller bare lige præcis den have, DU drømmer om.

Af Amanda Martinsen

Amanda fra biblioteket

Det er tid til havearbejde – både den type, hvor der skal graves, sås og flyttes, men også det havearbejde, hvor der skal nydes, duftes, nippes og betragtes. 

‘Havearbejde’ er faktisk et lidt misvisende udtryk for den sidstnævnte aktivitet. Ordet ‘havearbejde’ indikerer hårdt arbejde, men ikke nydelsen og den mentale gevinst, der findes i aktiviteterne: at begrave hænderne i blød muld eller følge en grøntsags modning. 

Kristine Cazalis Fenger skriver om dette i sin havebog:

“Vi mangler faktisk et ord på dansk. Et ord, der beskriver hvad vi gør - hvad der sker - når vi er i vores haver. Nusser vores haver. Nyder dem. Når vi luger hist og pist, når vi stopper op og nærstuderer en særligt smuk blomst for så at smage på kålen, før vi slentrer videre. (...)  

Vi mangler simpelthen en dansk pendant til det aktive engelske ord ‘ gardening’ og det franske ‘jardiner’! Vi har ‘havearbejde’ (...). Men vores haver er ikke en arbejdsplads! Vi går ikke bare i haven, vi er ikke bar i haven. At bruge udtryk som dem underkender fuldstændig den magi, der sker lige her i vores egen baghave."

(s. 11, ‘I gang med spiselige bede’ af Kristine Cazalis Fenger) 

 

I denne artikel præsenterer vi tre forskellige havetendenser, men hvordan din have skal være, er heldigvis helt op til dig. 

 

Den spiselige have 

Elsker du at kunne spise det, der gror i din have? 

Den spiselige have er populær, og det kan man godt forstå. Tomater, der er hjemmedyrkede, smager bare lidt bedre end dem, der købes i supermarkedet, krydderurter både dufter og smager fantastisk, og mange spiselige planter får også smukke blomster. Den spiselige have smager altså både godt, dufter fantastisk og ser smuk ud. 

Men er en spiselig have ikke lidt meget arbejde? 

Hvis du gerne vil dyrke spiselige ting i haven, men ikke har tiden eller lysten til at sætte gulerødder i snorlige rækker, kan du i stedt for dyrke flerårige spiselige afgrøder. Det er afgrøder, der ikke skal sås eller plantes hver sæson, men som står år efter år. Gode flerårige planter er bl.a. den flerårig broccoli Nine-star og Stolthenriks gåsefod. Læs meget mere om den spiselige (og lette!) have i Kristine Cazalis Fengers bog ‘I gang med spiselige bede’. 

 

Den vilde have 

Det er ikke ny trend, men den er stadigvæk en god idé – lav en have, der ikke kun er smuk, men også god for insekter og dyr. Den vilde have er VILD MED VILJE. 

Drop idealet om, at en smuk have er en stor, slået græsplæne og lige afstemte bede. Den vilde have er som naturen – vild og overraskende. Den er mangfoldig og skøn at gå på opdagelse i for både voksne, børn, dyr og insekter. Drop sprøjtegiften, vælg de hjemmehørende planter og indtænk måske elementer som vand, kvashegn, gamle træer, sten m.m. 

Skal din have være vild, så tænk på hjemmehørende planter, som de insekter, der bor i Danmark, elsker. Plant f.eks. krydderurter og andre planter, som producerer den pollen, bierne leder efter – og nyd en have, der summer, og hvor blomsterne på f.eks. frugttræerne bliver bestøvet og velsigner dig med lækker frugt. Husk også gerne at skabe gode levesteder for dyrene; grene, kvas, sten m.m. er gode, lune og trygge levesteder.  

Hvorfor er det en god ide at skabe gode levebetingelser for insekter og andre dyr? Fugle, mariehøns og pindsvin er nyttedyr og lever af skadedyr, så byd dem velkommen i haven og nyd deres aktivitet, der er med til at opretholde økosystemet og sikre højere bæredygtighed. For eksempel spiser pindsvinet dræbersnegle, og mariehøns spiser bladlus, og på den måde er de med til at passe på haven.  

 

En vild have er ikke kun smuk at se på, men også en vigtig støtte for biodiversiteten. Du finder inspiration til den vilde have i mange skønne havebøger. ‘Vilde naturhaver‘ af Jens Thejsen og ‘Vilde haver’ af Ditte Dahl Lisbjerg er gode bøger at finde inspiration og motivation i. 

 

Haven uden regler, men med masser af haveglæde.

Hvis du kigger i de nye havebøger, vil du opdage, at der ikke længere er så mange regler, når det kommer til haveindretning. Bedene behøver ikke at have lige kanter, og de behøver heller ikke at være sammensat på den rigtige måde med planter, der passer sammen. Slip fantasien løs og lav DIN drømmehave. 

 

'Din have – dine regler' af Nanna Louise Teckemeier og Kenn Römer-Bruhn er havebogen, der gør op med regler og har fokus på at tænde haveglæden i dig.