Hjælp dit barn til en tryg og god søvn
På denne side finder du gode bøger, der kan hjælpe dit barn ind i en rolig og tryg søvn, og som kan hjælpe de voksne med at skabe gode rammer omkring puttetid. Billedbøger, højtlæsningsbøger og fagbøger – vi håber, du finder noget, der virker for jer.
Af Amanda Martinsen
Ved puttetid får både små og store børn ofte mulighed for at bearbejde dagens indtryk og oplevelser, hvilket kan gøre det svært at falde i søvn. Højtlæsning kan være en effektiv måde at hjælpe de små med at finde ro og forberede sig på søvnen. Rolige historier kan sætte tankemyldret på pause, og en stemme at fokusere på – gerne med fokus på gentagelser og tempo – kan skabe en blødere (og kortere, hvis forældrene er heldige) overgang fra dag til nat.
Natbjørnen Tjugga – 0-2 år og 3-6 år.
Tjugga-universet med den søde natbjørn med de røde kinder er kendt og elsket af mange familier. Emilie Melgaard Jacobsen står bag både illustrationerne og teksterne, og formålet med Natbjørnen Tjugga er at skabe rolige, trygge og velkendte rammer om en god putning. Tjugga kommer fra Natskoven, og fortællingerne om den runde bjørn indeholder forskellige elementer, der guider den voksne til at hjælpe barnet med at falde i søvn: remser, meditation og tips til oplæsningsteknik.
Du finder bøger om Natbjørnen Tjugga både for de helt små (0-2 år) og for de 3-6-årige.
Forlaget Alvildas godnatbøger – fra 3 år.
Bogen ’Kaninen der så gerne ville sove’, blev en succes på ingen tid. Bogen blev købt, lånt, givet og delt i stor stil – i håbet om at få børn til at falde i søvn trygt og hurtigt. Bogen handler om Kaninen Kalle, der så gerne vil sove, men desværre ikke kan. Heldigvis finder han en vej af snoede stiger hen til en, der kan få alle til at sove (måske også dit barn). Bogen indeholder forskellige instruktioner til den, der læser højt, og fortællingen skulle gerne hjælpe med at skabe en rolig, meditativ stemning omkring puttesituationen.
Den svenske adfærdsforsker Carl-Johan Forssén Ehrlin har skrevet flere søvnhjælpsbøger udgivet på forlaget Alvilda. Udover bogen om kaninen Kalle findes der også bøger om en traktor, der gerne vil sove, og en elefant, der gerne vil sove.
Bøgerne er til børn fra 3 år, men pas på – de får også voksne til at falde i søvn.
Fililumbur – fra 3 år.
Den søde lille drage Fililumbur hjælper dit barn med at finde ro, samtidig med at den igennem et fokus på de positive ting ved dit barn og barnets styrker, forsøger at øge dit barns selvværd.
Fililumbur kan gøre sig usynlig og ligger gerne i fodenden af barnets seng og sover. Den kan også flyve op til stjernerne og Drømmeland. Bogen indeholder et afspændingsforløb, som gerne skal hjælpe dit barn med at finde ro i kroppen.
Lulu Lukøje – fra 5 år.
Lulu Lukøje bor i Drømmeløse, hvor ingen nogensinde drømmer. Ved et tilfælde får Lulu startet en gammel bus, der står forladt uden for byen. Det bliver begyndelsen på en eventyrlig rejse. Bussen er en drømmebus, der svæver afsted mod ukendte steder og væsner. Hvad venter der, når kursen er sat mod ukendte destinationer langt ude i universet?
Du kan låne de to første bøger i serien om Lulu Lukøje på biblioteket. De kan også høres som lydbøger på eReolen Go! Bøgerne er til børn fra ca. 5 år.
Der findes mange skønne billedbøger, der er særligt oplagte at læse ved puttetid.
Dyr, mennesker og planter har brug for mørket og pausen, vi kan finde i søvnen. Måske virker det for jer med særlige oplæsningsteknikker, eller måske vil I bare læse en hyggelig bog med en sød fortælling.
Fagbøger til inspiration og opmuntring – til de voksne.
Der er mange fagbøger, der fortæller om vigtigheden af søvn, putterutiner og tryghed – måske har de et godt tip, du kan bruge, eller en fortælling fra andre forældre, som du kan spejle dig i.